Mine bedste billeder af fugle fra Langeland i maj og juni måned

Indimellem bliver jeg spurgt hvad jeg får tiden til at gå med på Langeland. Jeg er jo efterlønner, og har derfor oceaner af tid – er der vist nogle der mener.

Jeg ser på fugle.

Så snart jeg kan, når alle de andre ting er nydt, ordnet og uforsømt: hus og have, hjemmeliv, venner og familie – så tager jeg på fugletur med kikkert og kamera.

Jeg vil gerne sige: jeg er til al slags natur. Men fugle er altså højt prioriteret i min naturinteresse.

Derfor må jeg afsted, med rygsæk og jagtstol, termokande og proviant. Ud at gå, finde steder at sidde – måske længe. Se hvad der sker, klar med kamera og kikkert.

Her fordyber jeg mig, bliver integreret i den omgivende natur. Opmærksom, men ikke anspændt. Klar og parat på en afslappet måde.

Og her på Langeland er der fine muligheder. Især synes jeg, på sydøen, hvor vi heldigvis også bor; Påø Enge, Nøreballe Nor, Tryggelev Nor, Ristinge Klint og Hale.

Og mere mod syd: Fredmosen ved Sædballe, Gulstav Mose og Kelds Nor. Og der er flere steder.

Oppe nordpå kommer jeg ikke så meget, dog af og til ved Botofte Skovmose, der er ved at blive rigtig spændende.

Jeg har netop idag læst et indlæg på bloggen Langelands Fugle, der handler om netop dette: det er på Sydlangeland, der er mest at se, når det gælder fugle. Altså også min erfaring. Det var faktisk dette indlæg, der inspirerede mig til mit eget indlæg her.

Men nok med skriveriet – her er nogle af mine bedste fuglebilleder fra maj og juni måned. Håber du vil nyde dem – og måske blive inspireret.

hvepsevåge

Hvepsevågen er fotograferet ved Gulstav d. 22. maj. Jeg sad ved en lille sø tæt på Gulstav Mose, da den kom flyvende lavt hen over. Flot oplevelse

syngende karmindompap

Karmindompappen her er også fra Gulstav området, den sad i Vestre Gulstav skoven og sang sin strofe d. 30. maj

fiskeørn med bytte

Fiskeørnen med sin frokostfisk, en pænt stor fangst. Jeg så den på afstand i luften over den bagerste del af Nørreballe Nor. Gik over for at se efter den, meget forsigtigt, og var heldig. Det var d. 24. maj

syngende rørsanger

Samme dag, d. 24. maj var jeg også heldig at få dette billede af en rørsanger, der sidder i tagrørene og synger. Også i Nørreballe Nor, tæt på hvor fiskeørnen var

sølvmåge på jagt efter føde

D. 6. juni var jeg en tur ved Klæsø i Lindelse Nor. Sad på bænken hvor bådene ligger og nød udsigten, da denne sølvmåge kom forbi, søgende efter føde. Straks efter dykkede den ned og tog en godbid, men det nåede jeg ikke at fotografere

fouragerende havterne

Igen ved Klæsø, samme sted men nu d. 15. juni. Nu er det en havterne, der fouragerer. Meget elegante fugle, ternerne. Dem kan jeg ikke blive træt af at se på

flyvende gøg, han

Senere samme dag, også ved Klæsø, kom denne gøg flyvende. Jeg sad på lur efter en rørhøg (igen) da den kom. Åbenbart ville den sætte sig på nogle grene 2 meter foran mig, men fik øje på mig i sidste øjeblik

dværgterne i flugten

Det er altid fantastisk at være på Ristinge Hale. Et helt særligt sted. Jeg var der d. 21. juni, sad på stranden og så over mod Storeholm og Ærø bag ved, da dværgternen kom flyvende

fouragerende dværgterne

Det er ikke så tit man ser en dværgterne. Den kan ses i Nørreballe Nor, men oftest på stor afstand. Her ved Ristinge Hale kom den helt tæt på, og jeg fik en masse billeder

fouragerende havterne

Ja, og så var der jo også lige en havterne – igen. Men jeg kan ikke lade være med at tage billedet, og vise det her også. Jeg bliver nok aldrig træt af terner

ryle i Kelds Nor

Efter Ristinge var jeg i Kelds Nor d. 21. juni. Her kan jeg sidde i timevis på indersiden af stenrevlen, der afgrænser noret ud mod havet og se ud over Kelds Nor. Denne dag var ryledag, og den var ikke særlig bange for mig. Jeg har før set ryler, der tolererede, at jeg kom tæt på. Denne er fotograferet på 5-6 m afstand. Jeg synes den er rigtig fin

Ja, det er så hvad jeg får tiden til at gå med her på Langeland – blandt andet.

Jeg nyder oplevelserne og at fotografere disse billeder, og håber du har fornøjelse af at se dem.

 

Oplevelser på Ristinge

Der er en hale ved alting – også ved Ristinge.

En tur til Ristinge Hale er altid en oplevelse. Nu i yngletiden må man dog kun gå ud på den del af halen, der er landfast med Ristinge halvø. En dag, måske i august eller september, vil jeg prøve at vade ud til holmene, der ligger i forlængelse af hinanden over mod Ærø. Man skulle kunne gå næsten derover, efter sigende kan man stå meget tæt på og se ind til Marstal. Hvis der ikke lige var en sejlrende i vejen, kunne man måske spadsere i land på Ærø. Det kunne være en spændende tur! Tænk at gå fra holm til holm, mange kilometer ud i vandet, det er en helt skræmmende tanke.

Men mere om det en anden gang. I fredags var jeg ude på den tilgængelige hale, for at se på fugle og det fantastiske landskab, der er helt unikt. Et sælsomt landskab, som de skriver i vandretursfoldere og turistbøger.

En lille fisk afleveres til ungen af den voksne fjordterne

Det tager mindre end et sekund for ternen at give fisken til sin unge.

På en pæl lidt ude i vandet sad en fjordterneunge. Den var ikke meget for at flyve væk da jeg kom, selv om jeg var tæt på, nok ca 10 meter fra strandkanten sad den.

Og det er vel forståeligt nok, at den gerne ville blive siddende for efter lidt tid kom den voksne terne med en fisk. Den var rigtig sød, fjordternen. Lige da jeg kom, var den henne og se mig an, meget tæt på, den skulle se hvad jeg var for en. Det så ud til, at den besluttede, at jeg ikke var farlig, for den fortsatte sit fiskeri uden at tage mere notits af mig.

Afleveringen af fisken går lynhurtig, og vips er fisken væk, spist og færdig på et splitsekund.

fjordterne på fisketur

Den voksne terne tog sig ikke af mig, den fiskede videre og fløj rundt tæt omkring.

Ternerne er fantastisk elegante og smukke fugle. De danser i luften, på svirrende vinger, og styrter pludselig på hovedet ned i vandet når de får øje på en fisk eller anden føde. Det er helt anderledes at se en terne flyve, i forhold til de mere gumpetunge måger, der ellers også er dygtige flyvere.

Efter denne fine oplevelse, fik jeg forstyrret et par Rødben på vej tilbage. Kom nok lidt tæt på deres rede, for de fløj op og cirklede rundt omkring mig, vildt udskældende.

tydeligt utilfreds Rødben

De er nogen hidsige krabater disse Rødben, skal nok sige deres mening om en fredsforstyrrer.

Som andre vadefugle er de ikke nemme at snige sig ind på. Deres øjne sidder på siden af hovedet, så de kan se hele horisonten rundt, uden at dreje hovedet. Underligt at tænke på, hvis vi kunne se lige som en vadefugl, også hvad der sker bag os. Det er vist meget godt vi ikke kan det.

Jeg skulle ikke forstyrre mere, forlod Ristinge Hale efter et par timers gode oplevelser.